Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

Efter klimavalgene i sommeren 2019 skyllede en bølge af politisk beslutsomhed og folkelig handlekraft ind over Danmark og Europa. Endelig toppede bæredygtighed og grøn vækst dagsordnerne på Christiansborg og i Bruxelles. Euforien ville ingen ende tage, og klassekampen såvel som generationskløften var nærmest forsvundet. Men fem måneder senere trak Donald Trump verdens største økonomi og CO2-udleder ud af Paris-aftalen, og i foråret 2020 omfavnede COVID-19 pandemien hele verden. På trods af at de ændrede forbrugsmønstre indledningsvis havde en positiv effekt på CO2-udledningen, tog nedlukningerne reelt set pusten ud af klimaomstillingen. For det første havde de store indgreb i vores privatliv minimal indvirkning på den samlede temperaturstigning. For det andet blev frygten for vedvarende økonomiske konsekvenser forebygget ved at pumpe milliarder ind i privatforbruget. Derefter indsneg der sig en kollektiv ’hvad skal det nytte’ mentalitet, hvor pegefingrene flittigt blev brugt til forsvar af egen livsstil. ”Det hjælper jo ikke at vi som land omstiller os, hvis ikke resten af verden er med”, eller ”så længe verdens rigeste flyver i privatfly, kan jeg godt tage den ekstra charterrejse igen i år”. Væk synes de fælles bekymringer om klodens tilstand, og pragmatikernes argumenter fængede et publikum, der kun blev større og større. Siden er klimaforandringerne accelereret, og den ene triste milepæl efterfølges af den anden. Varmerekorder fremkommer flere gange om året, havisen er faretruende reduceret, 20 års-hændelser falder på stribe og målsætningerne fra Paris-aftalen vurderes efterhånden som værende urealistiske at opnå.

Klimakatastrofen er allerede indtruffet og udgør nu ikke længere blot et skræmmende scenarie – den er blevet realpolitikkens baggrund. Verdens ledere er i hvert fald mere fokuseret på at forberede menneskeheden på katastrofen end at undgå dens ankomst. Selvom FN’s ekspertpanel fremlægger den ene alarmerende rapport efter den anden, forhandler klimatopmøderne oftere den økonomiske byrde ved konsekvenserne end de aftalte CO2-reduktioner. Med erfaringerne fra udtørringen af Donau i 2022 og masseoversvømmelserne af hele Centraleuropa to år senere indretter EU sig til fremtidens skiftende vejrlig. Fælles varsling og fælles kriseberedskab står højt på den klimapolitiske dagsorden i Bruxelles. Samtidig forbereder NATO sig på at udkæmpe den næste store krig efter en postapokalyptisk klimakatastrofe. Væk er illusionerne om at anvende politisk, økonomisk og militær magt til at afbøde de værste humanitære konsekvenser af tørke og hungersnød. Siden Paris-aftalen i 2015 og valgene i 2019 er global klimapolitik med få sværdslag gået fra aftaler om CO2-reduktion til primært at omhandle klimakompensation, klimatilpasning, klimavarsling og klimasikring. Global temperaturstigning er ikke længere noget, der kan eller skal undgås. I langt de fleste parlamenter tilretter partierne derfor principprogrammer i forhold til kampen om klimatilpasningen.

Gennem en form for ’politisk normalisering af katastrofen’ indlejres klimakonsekvenserne i de traditionelle sociale konflikter mellem rig og fattig, ung og gammel, boligejere og -lejere samt land og by. Samtidig sandsynliggør DR-dokumentaren om ”1000 års møgvejr”, at alt nok er som det plejer og måske skal være. Således er vi i fællesskab ved at sige farvel til fremtiden, som vi kender den fra verden af i dag. Halvvejs gennem året mod kommunal- og regionsrådsvalgene i november accepteres polernes afsmeltning som en præmis, og lokalpolitikerne diskuterer udelukkende, hvordan der skal betales for den omfattende kystsikring. Alle partier kræver tilpasning nu, så vi kan fortsætte med at leve, som vi gør i dag. Om vi kan nøjes med kystsikring på 1,5 meter og ikke de tre meter, som flere danske forskere frygter, bliver sjældent behandlet. Konsekvensen er, at klimapolitikken ikke længere dikterer de nødvendige reformer, der kan skabe en sikker verden for os alle. I Danmark er den højest styrende for, hvordan politikerne formår at forlænge velfærdssamfundet ud i fremtiden med brædder. Og det sker i en tid, hvor jordens resterende 7,2 mia. mennesker bevæger sig med fossile skridt mod de vestlige landes livsstil.