Sommervejret: Varsel om skybrud onsdag, se hvor det rammer
DMI har tirsdag aften udsendt varsel om risiko for skybrud, hagl og torden for det nordøstlige Jylland, hele Sjælland samt Bornholm onsdag.
Allerede i løbet af natten til onsdag ventes der at dukke regn- og tordenbyger op i Jylland på forsiden af en koldfront, der i løbet af natten bevæger sig ind over Danmark fra sydvest.
Efterhånden som fronten bevæger sig videre mod øst, bliver luften på forsiden kun varmere og fugtigere, hvilket giver mere og mere næring til bygerne, og bygerne ventes derfor at kunne intensiveres på deres vej nordøstpå. Særligt over Nordøstjylland, Djursland, Sjælland og Bornholm er der risiko for, at bygerne fra onsdag morgen kan blive intense nok til, at der kan falde mere end 15 mm regn på 30 minutter, hvilket er kriteriet for skybrud.
Derudover kan der også være hagl og torden i forbindelse med bygerne og lokalt måske kraftige vindstød. Koldfronten ventes at have passeret Sjælland allerede først på eftermiddagen, men ventes herefter at nå Bornholm.
Her er prognosen for de områder, der bliver ramt.
Kommentarer